Back

Danmarks første efterskole for højt begavede unge

PRESSEMEDDELELSE

Efterskolen Da Vinci Academy
Kongens Tisted, 19. september 2021

Danmarks første efterskole for højt begavede unge

Efterskolen Da Vinci Academy, som får til huse i den forhenværende Borremose Efterskole ved Aars, står klar til at byde sit første elevhold velkommen til august 2022.

Gruppen af ildsjælene bag projektet har blandt andet mere end 20 års erfaring med skoleledelse og -drift, hvorfor det også har været ganske naturligt for bestyrelsen at pege i netop denne retning, når jagten på forstander til den nye efterskole for alvor går i gang. Blandt gruppen af ildsjæle er et ægtepar, som igennem de sidste 10 år har arbejdet dedikeret med én bestemt gruppe børn og unge – nemlig dem, med særlig høj begavelse. Fra bestyrelsens side udtrykkes ønske om, at netop dette par skal udgøre skolens første forstanderpar, og man ser frem til at kunne løfte sløret for, hvem der er tale om, så snart de igangværende forhandlingerne er afsluttet.

– Selvom det jo burde være en dans på roser, at være højt begavet, så er det bestemt ikke altid tilfældet. I virkeligheden er uddannelsessystemet måske det eneste sted i samfundet, hvor vi velvidende taber talenterne på gulvet, beretter næstformand i bestyrelsen Michala Sand.

Hun forklarer videre, at hele visionen med Da Vinci Academy er at hjælpe netop disse unge med at opnå deres drømme ved at opmuntre, udfordre og støtte dem i at videreudvikle deres talenter. Denne gruppe unge, hvad enten det skyldes sociale vanskeligheder, twice-exceptional eller andet, bærer rundt på et enormt potentiale til at blive en samfundsmæssig ressource, hvis blot man forstår at skabe nogle rammer, hvor deres mange talenter får lov at blomstre.

Efterskolen Da Vinci Academy får til huse i de bygninger, der i mere end 50 år har dannet rammerne om Borremose Efterskole, som lukkede i 2018. I samarbejde med Foreningen Charity, har bestyrelsen indgået aftale om at starte skolen.

– Et af vores formål som forening er at hjælpe børn og unge, og et efterskoleophold er for rigtig mange en livsforvandlende oplevelse. Vi har i Charity tidligere hjulpet med etableringen af både Aalborg Efterskole og Thy Sportsefterskole, og da Borremose så lukkede, fandt vi det som en god ide at købe bygningerne, for på sigt igen at kunne etablere en efterskole. Det er derfor med stor glæde, at vi kan hjælpe Da Vinci Academy i gang til skolestart 2022, udtaler David Klit, som er formand for Charity foreningen, der blev etableret i 2014.

Det at starte en efterskole sker ikke blot hen over natten, og der ligger en lang proces forud for arbejdsgruppen, som er sammensat af mange forskellige faggrupper både indenfor ledelse, salg og markedsføring, økonomi, undervisning og trivsel samt IT, forklarer arbejdsgruppeformand Joan Christensen, som understreger, at deres allerstørste styrke dog ligger i, at man med hjælp fra Charity, har fundet de helt rigtige fysiske rammer for projektet.

Renoveringen af skolen er allerede i fuld gang, og man håber på at kunne starte første skoleår op med ca. 50 elever fordelt på 9. og 10. klasse.

Vedhæftet er billeder fra Efterskolen Da Vinci Academy

  1. Luftfoto
  2. Stiftende generalforsamling afsluttes med en skål
  3. Ny skiltning ved indkørslen til den forhenværende Borremose Efterskole

For yderligere information kontakt venligst

Michala Sand – Næstformand i bestyrelsen
Efterskolen Da Vinci Academy
Tlf. 93 40 40 70
Michala-sand@hotmail.com
info@edva.dk (info@edva.dk)